Fra verdensmål til hverdagsmål #1 af 7

Stop Spild Af Mad

Foto: Andreas Mikkel Hansen

FN’s 17 verdensmål handler om bæredygtighed globalt og lokalt. Men hvordan påvirker målene vores hverdag? Og hvordan arbejder forskellige virksomheder eller organisationer helt konkret med emnet? Jeg zoomer ind på syv hverdagssituationer og syv forskellige virksomheder/organisationer, der arbejder ud fra verdensmålene. Hver virksomhed eller organisation svarer på de tre samme spørgsmål. 
Jeg starter med noget af det mest vitale og hverdags-nære: det, som vi spiser. Eller rettere sagt: det, som vi ikke spiser…

Stop Spild Af Mad
Foreningen Stop Spild Af Mad har siden 2008 kæmpet utrætteligt for at sætte kampen mod madspild på den danske og internationale dagsorden. Tilgangen er at samarbejde bredt med politikere, erhvervsfolk og forbrugere. Stop Spild Af Mad har på den måde bl.a. motiveret detailhandlen til at arbejde strategisk med initiativer mod madspild og påvirket forbrugernes vaner gennem et massivt mediefokus på madspild. Jeg har stillet Selina Juul, stifter og talskvinde i Stop Spild Af Mad, tre spørgsmål om foreningens arbejde med FN’s verdensmål. 

Hvilke af FN’s 17 verdensmål arbejder I med hos Stop Spild Af Mad?
– Vi arbejder helt konkret med mål 12.3 – ja, vi har faktisk været med til at opfinde det! I Mål 12.3 hedder, det, at inden 2030 skal det globale madspild pr. indbygger halveres, og fødevaretab i produktions- og forsyningskæder skal reduceres. I 2010 deltog jeg i en konference i EU-parlamentet sammen med en række andre organisationer, hvor vi diskuterede fremtidige løsninger på madspild med politikerne. Resultatet blev ”Joint Declaration Against Food Waste”, der har dannet grundlag for mål 12.3. Stop Spild Af Mad fokuserer kun på mål 12.3, for det rummer alt det vi står for: Kampen mod madspild på globalt plan.

Hvordan arbejder I med mål 12.3?
– Vi gør alt, hvad vi kan, for at skærpe forbrugernes opmærksomhed på madspild – og vi kan se, at det giver resultater. Inden for de seneste seks år er Danmarks madspild mindsket med 14.000 ton eller 8 % på forbruger-siden. Danskerne har virkelig taget budskabet til sig, og vi fortsætter med at sætte initiativer i værk. Vi har særligt fokus på de travle børnefamilier, hvor vi kan se, at spildet er stort. Her er vores budskab: ”før du køber ind i supermarkedet, skal du købe ind i dit køleskab”. Derudover er det også vigtigt at fortsætte arbejdet med at udbrede budskabet internationalt – Stop Spild Af Mad optræder derfor i mange internationale medier, f.eks. CNN og BBC.

Har FN’s verdensmål skærpet jeres opmærksomhed på noget, I ikke var opmærksomme på før?
– Vi glæder os over, at FN har forankret kampen mod madspild i et verdensmål. Siden Stop Spild Af Mad opstod i 2008 er det blevet langt nemmere at få budskabet ud – bl.a. fordi det nu indgår i politiske mål og visioner. Jeg er blevet Champion 12.3., dvs. global ambassadør for FN’s verdensmål 12.3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *