Julekort - kundepleje & kommunikation

Din julehilsen til kunder og netværksforbindelser kan bruges til flere ting: Vedligeholdelse/genoplivning af personlige kontakter, branding af dit firma og forberedelse af nye samarbejder.
Indpakningen kan også have mange former. Bedst er den (som al anden kommunikation iøvrigt), når den spiller sammen med firmaets produkt og udtryksform.
Se eksemplerne på originale julehilsener og få idéer til, hvad du kan skrive om.


Giv noget godt
Eksemplerne, jeg viser her, er af gode grunde fra julen 2009. Nogle har jeg selv været med til at skabe, andre har jeg været den heldige modtager af. Lad os starte med sidstnævnte. Kræmmerhuset fra Virgil Kommunikation indeholdt nødder og lækre chokolader og var pakket smagfuldt ind. Fin sammenhæng til afsenderen, som har et nøddespisende egern som maskot, og populær gave på kontoret. Den påtrykte label gav mulighed for at målrette hilsenen til de enkelte kunder.

Lidt i samme boldgade var min egen hilsen fra ad hoc kommunikation i 2009: En lille huske-blok påtrykt foto, firmalogo og teksten ”Husk din kommunikatør!” En gave, der holder én i kundens daglige erindring, så længe blokken er i brug. Og blokken gav selvfølgelig mulighed for en håndskreven hilsen til hver enkelt modtager. Dem, der var mine kunder allerede i 2008, havde modtaget en logo-pen som julehilsen forrige år, og så kunne de to ting jo kombineres.

 

Tell it & show it
Jørgen Rasmussen Gruppen brugte julekortet til at lancere deres nye firma-profil. Firmaet sorterer slagger og havde i efteråret 2009 investeret i skrot-skulpturen ”Uglen”, der var blevet firmaets vartegn. Uglen var smedet af kunstner Irene Rosenkrantz af de metaller, som Jørgen Rasmussen Gruppen udvinder af slaggerne fra forbrændingsanlæg, og selvfølgelig skulle uglen have lov at formulere årets credo: ”Vi er blevet klogere”.



I 2009 fik jeg også julekort fra reklamebureauet Tankegang, som i folde-ud-version viste de kreative skikkelser bag  husets produkter. En julehilsen, der fik lov at stå på skrivebordet er par dage, fordi jeg var imponeret over kortets finish. Meget overbevisende for et firma, der lever af gode idéer og tryksager.

Min gode samarbejdspartner Linda Leifs fra fiels & ko havde i 2009 iklædt firmaets vartegn julegevir og brugte anledningen til at understrege, at hendes grafiske virksomhed arbejder ”i flok” - i netværk med diverse samarbejdspartnere inden for kommunikation.

Hvad skal der stå?
Og hvad skriver du så lige i firmaets julekort? Sædvanligvis er det en personlig hilsen og i den forstand en usædvanlig kobling mellem professionelt kunde-forhold og privatsfære. Uden nødvendigvis at vide, om kunden har partner, børn og hund derhjemme, ønsker vi som regel en glædelig jul ”til dig og din familie”, fordi julen er hjerternes og familiens fest. Og det er helt fint, for julehilsenen må netop gerne virke personlig og knytte bånd mellem afsender og modtager. Hvis du trykker en generel tekst på kortet, kan den fint - udover at ønske glædelig jul og godt nytår - indeholde et par sætninger, der opsummerer årets gang, à la ”I 2010 lagde vi frøene til mange nye, spændende projekter sammen. I 2011 vil de spire og vokse sig stærke.” Hvis du har tiden og kræfterne, så brug dem desuden på at:

- Sige tak for samarbejdet omkring en konkret opgave i året, der er gået

- Komme med idéer til projekter, I kunne tage fat på sammen i det nye år

- Nævne dine visioner eller ønsker generelt for det nye år

Husk, at julekortet kan bruges både til at pleje allerede gode og givtige relationer og til at fremme nye samarbejder. Du kan altså sagtens sende din julehilsen til potentielle kunder, som du endnu ikke har løst opgaver for, men mødt og knyttet kontakt til. God skrivelyst!

Tilbage til nyhedsbrevets forside!

 

ad hoc input november 2010 »

Dette nummer af ad hoc input handler om jul og hjemmeside-tricks.  

Klik her for at læse artiklen
"Pift hjemmesiden op"

Klik her for at læse klummen
"Jul igen" 

info@adhockommunikation.dk • Langelandsgade 39 • 9000M Aalborg • tlf. 2032 0187 

e