Jul igen

Så er vi der igen – julenisser, gavelister, bjældesang, bægerklang, sul og engle i skjul. December måned står for døren, med alt hvad det indebærer af traditioner og travlhed.  Og igen står man og synes, at det i grunden er alt for meget og for tåbeligt med det kalkulerede overforbrug, overdrevent indtag af mad og drikke og stress over at skulle nå diverse juleafslutninger, julemarkeder osv.

Men – indrømmet – december er også en meget stemningsfuld måned, og stemningen kommer ofte af de små, upåagtede detaljer, mere end af gaveræset og andestegen. F.eks. har jeg en svaghed for julemånedens mange ritualer som at tænde kalenderlyset hver dag og følge dagens afsnit af julekalenderen. December er også en god tid for de ellers noget oversete krydderier i vores skandinaviske kogekunst: Kanel, nelliker, kardemomme og stjerneanis.

Og så er der selvfølgelig det glade julebudskab om fred på jorden, som jeg slet ikke vil anfægte, for det fejler jo ikke noget. Det er bare vores hang til ting & sager og detailhandlens trang til at sælge dem, der kommer til at overskygge budskabet. I år synes jeg dog at have bemærket, at butikkerne har udskudt juleriet en anelse. Nisser, guirlander, lyskæder og pebernødder har holdt deres indtog senere end de foregående år, hvor julevarerne nærmest syntes at afløse efterårsferie-tilbuddene. Det tror jeg i hvert fald – og jeg tror også, at jeg har regnet ud hvorfor.

Det skyldes Halloween, den amerikanske skik, der har vundet så godt indpas i Danmark, at nærmest ethvert hjem med respekt for sig selv har et udhulet græskar stående ved hoveddøren for at skræmme de onde ånder væk. Efter sigende skulle produktionen af græskar være eksploderet i Danmark de seneste år. De skræmmende græskar-hoveder, hekse og spøgelser tager sig imidlertid skidt ud ved siden af rare nissemænd og fromme engle, så julen må vente, til Halloween er klinget af.

Om 1 uge er det den 1. december. Så kom da an med alle dufte, lyde og syn af december – jeg er klar. Jeg holder nemlig lidt mere af gemytlige julemænd end af frygtindgydende græskar.
 

Tilbage til nyhedsbrevets forside!

 

ad hoc input november 2010 »

Dette nummer af ad hoc input handler om jul og hjemmeside-tricks.  

Klik her for at læse artiklen
"Julekort - kundepleje & kommunikation"

Klik her for at læse artiklen
"Pift hjemmesiden op"

info@adhockommunikation.dk • Langelandsgade 39 • 9000M Aalborg • tlf. 2032 0187 • CVR-nr. 3042 4778 

e